Pressemeddelelse for Grønlands ernergiforbrug 2015

 

Energiforbrug steg med 1,7 pct. i 2015. Stigningen skal overvejende ses i lyset af et koldere år med større varmebehov til følge. Korrigeres der for klimaudsvinget faldt energiforbruget med 1,7 pct. i 2015 sammenlignet med året før

 

Det faktiske energiforbrug steg fra 8.481 TJ i 2014 til 8.626 TJ i 2015 svarende til en stigning på 1,7 pct. Stigningen skal overvejende ses i lyset af et koldere 2015. Udviklingen dækker over en stigning i forbruget af gasolie, motorbenzin, petroleum, Jet A-1, Diesel Fuel Arctic (DFA) og LPG på samlet 0,9 pct. samt i forbruget af vedvarende energi, der steg med 6,9 pct.

 

Som noget nyt opgør Grønlands Statistik udover det faktiske energiforbrug også et klimakorrigeret energiforbrug, hvor der korrigeres for klimaudsving i forhold til et vejrmæssigt normalt år. Formålet med den korrigerede opgørelse er at få et billede af de underliggende tendenser i udviklingen. Det klimakorrigerede energiforbrug var på 8.292 TJ i 2015, hvilket er 1,7 pct. mindre end i 2014.

 

Faktisk energiforbrug og klimakorrigeret forbrug

 

Den grønlandske produktion af primær energi steg i 2015 med 6,7 pct. til 1.620 TJ. Den primære energiproduktion er baseret på vandkraft og affald. Grønlands selvforsyningsgrad steg til 18,3 pct. mod 17,4 pct. året før.

 

Produktionen af el baseret på energi fra vandkraft udgjorde 81,3 pct. af Nukissiorfiits samlede elproduktion i 2015. Samlet producerede Nukissiorfiit 1.873 TJ elektricitet.

 

Den faktiske emission af drivhusgasser fra energiforbrug steg i 2015 med 0,6 pct. til 523.962 ton CO2-ækvivalent. Korrigeret for klimaudsving faldt den samlede udledning med 2,6 pct. Siden 1990 er de korrigerede udledninger faldet 18,1 pct.

 

Det endelige energiforbrug til transport steg 6,1 pct. i 2015 og udgjorde herefter 1.573 TJ. I produktionserhvervene faldt energiforbruget 5,3 pct. til 2.233 TJ primært som følge af lavere energiforbrug indenfor fiskeri. I handels- og serviceerhverv faldt energiforbruget 2,7 pct. til 1.611 TJ, mens husholdningernes energiforbrug voksede 1,2 pct. til 2.231 TJ.

 

Publikationen ”Grønlands energiforbrug 2015” kan hentes som en pdf-fil på Grønlands Statistiks hjemmeside www.stat.gl.

 

Ønskes yderligere oplysninger kan henvendelse ske til Statistikchef Anders Blaabjerg på tlf. 34 57 81 (direkte).